top
Print side E-mail side 

Vedligeholdelse

Pas godt på din nye seng...
 
Vedligeholdelse - madrasser - elevationssenge

Madrasser

Madrasser kræver ikke megen vedligeholdelse, det gælder alle typer. Men som med polstermøbler sker der en vis "sætning" i materialet, dette har ingen indvirkning på støtte- og bæreevne i øvrigt. Sætning kan modvirkes ved, at man vender sin madras ofte. Der skal byttes om på hoved- og fodende, og hvis det er muligt også på for- og bagside.

Boxmadrasser har løs topmadras, denne bør også vendes. Mange topmadrasser tåler ikke vask. Se efter vaskemærke eller spørg møbelhandleren. Bruges der stræklagen over madrassen, skal topmadrassen ligge ovenpå stræklagenet. Topmadrassen dækkes med et kuvertlagen. kommer topmadrassen direkte ovenpå boxmadrassen med stræklagenet over begge, kan der opstå stort slid.

De fleste madrasser har bløde kanter, som ikke tåler, at der siddes eller ligges på dem i længere tid. Dette gælder også midten i en dobbeltseng med to madrasser. Madrasser skal støvsuges, og pletter kan fjernes, hvis polsteret kan tåle rensemidlet. I mange tilfælde kan det være rent demineraliseret vand.

Det er vigtigt at madrassen er ventileret. Der skal ikke blot luftes ud flere gange dagligt, men madrassen må ikke ligge på et kompakt underlag, hvor fugten ikke kan slippe ud. Masonitplade og lignende under madrassen kan forårsage fugtskader, der ses som mørke skjolder af mug eller skimmel. Jo mere kompakt madrassen er, jo mere er udluftning påkrævet. Skum og latex er gode materialer med fin komfort, men de kræver god ventilation i rummet.

Madrasser produceret i viskoelastisk, temperaturfølsomt materiale med åbne celler, der former sig efter kroppen, bl.a. Tempur og Celsius kan godt føles hårde de første par uger. Dette skyldes at kun 80% af cellerne har åbnet sig og resten åbnes i løbet af tre til fire ugers brug. Der kan også forekomme lugtgener. Det er en helt ufarlig lugt, som vil forsvinde et par dage efter udpakning.

ELEVATIONSBUNDE

Mange senge monteres med elevationsbunde. De kan hæves og indstilles manuelt eller elektrisk. madrassen skal være konstrueret til formålet. Når madrasser skal kunne hæves uafhængig af hinanden i dobbeltsenge, er det nødvendigt med lidt "luft" imellem. Madrasserne vil i så fald ikke kunne ligge helt tæt sammen. Der kan ligges en splittopmadras oven på madrasserne. En topmadras med split bevirker at hovedgærdene kan hæves og sænkes uafhængigt af hinanden. Vær opmærksom på, at elevationsbunde ikke tåler, at man sidder på hjørnerne, når de er hævet. Spørg møbelhandleren, hvad Deres bund kan tåle.

Træmøbler

Generelt
Træ er et naturmateriale, og møbler af træ vil altid være unikke. Åretegninger og knaster er en del af træets natur, og ikke to træmøbler kan blive helt ens.

Træet er i en stadig forandringsproces, der bevirker, at farver og strukturer ændrer sig gennem hele møblets levetid. Mange træsorter har stor farveændring i begyndelsen, lad alle flader stå udækket de første måneder, så undgås "skjolder" efter vaser, nips mv. Jo mere sollys træet udsættes for, jo hurtigere går processen. Ønsker man træet uforandret, kan processerne sinkes ved at beskytte træet mod sollys og forandringer i luftfugtigheden.

Vand bør kun anvendes i små mængder - tør straks op hvis der spildes, og brug en hårdt opvredet klud til aftørring. Massivt træ kan "arbejde", når luftens fugtighed skifter. Det betyder at fx bordplader kan blive ru eller let buede, og at specielt fyrretræ og bøgetræ kan få "vindridser" - små revner mellem årerne. Vindridser er uden betydning for holdbarheden. Massivt ubehandlet træ bør kunne "ånde", så det kan indstille sig efter luftfugtigheden i rummet. Dæk derfor aldrig massive træmøbler med lufttæt materiale som fx plastic eller voksdug mere end 12 timer ad gangen. Kan træet ikke ånde, vil det sprække. Det er særligt udtalt ved bordplader i massiv bøg. Almindelig vellagret og tørret træ er beregnet til en relativ luftfugtighed i rummet på 30 til 60%. Den relative luftfugtighed måles med et hygrometer.

Træmøbler bør ikke opbevares i rum, hvor luftfugtigheden er svingende, idet træet "indstiller" sig efter omgivelserne, og ændringer kan ødelægge træet. Undgå derfor uopvarmede lofter, kældre, udhuse og lignende steder.

Beskyt træmøblerne mod varme fra gryder, radiatorer og lignende. Brug aldrig indendørs møbler i haven eller på terrassen. Stoleben kan smitte af på gulvtæpper, hvis de bliver våde. Husk det hvis tæppet renses.

Ubehandlede og sæbebehandlede
overflader

Ubehandlet træ er meget sart og får let pletter og misfarvninger, det anbefales at man ved ibrugtagning behandler træet med en sæbebehandling, olie­behandling, voksbehandling eller lignende, læs nedenfor. Møbelhandleren kan vejlede om den rette behandling. Vælger man at lade træet forblive "råt", er det vigtigt, at holde luftfugtigheden meget konstant, og beskytte træet mod sollys og pletter.

Daglig rengøring kan ske ved aftørring med ren tør bomuldsklud. Snavsede flader kan aftørres med en sæbeopløsning bestående af 1/4 dl sæbespåner til 1 liter varmt vand, lad det køle af til det er lunkent. Brug aldrig brun sæbe. Fjern omgående sæberester med en ren, tør klud. Sæbe er medvirkende til at beskytte træet. Endetræ må ikke "suge", det må kun tørres let over. Ubehandlet træ må ikke være vådt i længere tid, tør straks efter. Bag- og undersider bør også behandles, da pladen ellers kan "slå sig".  Se også ovenfor under træmøbler generelt. Grundig rengøring kan ske med en blød børste, husk omgående aftørring. Fedtpletter, der ikke forsvinder ved denne behandling, kan forsøges fjernet med renset benzin. Når træet er behandlet på denne måde, kan fibrene rejse sig lidt. Slib let på langs ad årene med fint sandpapir nr. 220. Brug ikke ståluld (giver rustpletter).

Voksbehandlede træmøbler
Aftørring med tør klud, aldrig en fugtig. Tør straks op, hvis der spildes. Pletter må kun forsøges fjernet, når overfladen er tør. Grundig rengøring kan ske med mineralsk terpentin, husk at tørre efter. Slibning på langs ad årerne med fint sandpapir nr. 220. Overfladen skal genbehandles med et tyndt lag møbelvoks, som er egnet til træet. Spørg møbelhandleren og følg brugsanvisningen.

Lakerede overflader
Brug en ren klud, der er tør eller opvredet i rent vand. Bemærk at visse ældre møbler, samt stilmøbler med politurbehandlet overflade, ikke tåler den mindste fugt. Spørg møbelhandleren. De fleste lakker tåler sæbe og milde rengøringsmidler. Er overfladen blevet mat, kan der bruges en god polish. Følg brugsanvisningen. Der må ikke anvendes midler, der indeholder silikone. Lakerede overflader bør kun slibes af en fagmand.

Oliebehandlede overflader
Brug en ren, tør klud eller vrid den hårdt i sæbevand eller i mildt opvaskemiddel. Tør straks efter. Bliver overfladen blakket, påføres der olie, alt efter hvilken træsort det er (Teakolie, Palisanderolie, Bioolie osv.). Evt. kan der bruges en blanding af en del vaselineolie og to dele mineralsk terpentin. Er overfladen blevet for olieret fjernes olien med mineralsk terpentin. Efter aftørring påføres et nyt tyndt lag olie. Følg brugsanvisningen. Der kan evt. slibes let i olien på langs ad årene for at få en jævn overflade. Brug vådslibepapir nr. 320. Bemærk at olieklude kan selvantænde. Læg dem i lufttæt dåse eller gør dem våde og smid dem ud efter brug.

Ludbehandlet træ
Skal efterbehandles med specialmidler. Spørg møbel­handleren og følg brugsanvisningen. Manglende efterbehandling kan udtørre træet og give skader i form af revner, sprækker og buede overflader.

© 2018 7 Soveren - senge, madrasser og dun.
SEO, CMS og webdesign.
HTML5 / CSS3